
Forlag: Forlaget Bagefter
Udgivelsesdato: 9. oktober 2026
ISBN: 9788785586018
Antal sider: 480
Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.
Peter Sivebæk er ikke en debutant der springer over hvor gærdet er lavest. I ‘Ingen Dækning’ kaster han sig ud i en omfattende kriminalfortælling med talrige spor, tekniske undersøgelser og et stort persongalleri. Samtidig lægger han grunden til en serie om vicepolitiinspektør Martin Dalsgaard. Han vil tydeligvis meget med sin første roman, og han har fået godt fat i mig…
Terrorisme, organiseret kriminalitet, sabotage og angreb på vores digitale infrastruktur flettes sammen i en fortælling der føles ubehageligt aktuel. Frygten for hybridkrig bliver håndgribelig, og undervejs kommer jeg til at tænke over hvor sårbart vores moderne samfund egentlig er, og hvor meget vi egentlig selv har kontrol over…
Sivebæks indsigt i både politiets arbejde og telekommunikation giver efterforskningen en næsten dokumentarisk nærhed. Der er mange tråde at holde styr på, men jeg har hele tiden haft en fornemmelse af at forfatteren ved hvor han vil hen. Det er tilfredsstillende når detaljer, som jeg har hæftet mig ved undervejs, får ny betydning, og sporene begynder at gribe ind i hinanden.
Sivebæk har et tydeligt talent som spændingsforfatter. Jeg aner ofte at noget ubehageligt er undervejs – uden at vide hvornår det bryder løs. Når det sker, bliver scenerne så levende at jeg næsten ser og hører dem for mig. Særligt i romanens sidste del, hvor de mange spor mødes, havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig. Her lader han begivenhederne tale for sig selv, og jeg får lov til at tænke med. Det er en fornøjelse…
Jeg holder af Martin Dalsgaard. Han er en ordentlig og sympatisk mand der roser og lytter til sine medarbejdere samt tager ansvar. Når overblikket svigter, og ansvaret næsten bliver for tungt, kommer jeg for alvor tæt på ham. Jeg holder også af humoren og de mundrette replikker mellem kollegerne. Det er mennesker som jeg gerne tilbringer tid sammen med. Alligevel oplever jeg ikke altid den samme nærhed til personerne som til de dramatiske begivenheder.
Jeg savner indimellem lidt mere bag de venlige smil. Martin og Halima har det godt sammen, og det under jeg dem bestemt. Men lærer jeg dem bedre at kende gennem endnu en hyggelig aften med god mad og rødvin..? – På politigården er der også rigeligt med kaffe, kage og omsorg. Det er sympatisk, men personerne bliver undertiden lidt for harmoniske og forudsigelige. Selv efter voldsomme oplevelser glider de hurtigt tilbage i deres vante roller. Jeg savner de små sprækker der kunne gøre dem mere levende…
Det undrer mig lidt, for i de dramatiske scener kan Sivebæk sagtens lade mig mærke personernes frygt og handlekraft. Jeg ville gerne opleve lidt mere af den samme nærhed i de stille øjeblikke. Når en person viser omsorg gennem sine handlinger, behøver jeg ikke bagefter få forklaret hvad det siger om vedkommende. Her kunne Sivebæk godt stole lidt mere på sine læsere…
Den samme forklaringsiver mærker jeg undertiden i efterforskningen. Mange af de tekniske oplysninger er både interessante og nødvendige, men især på de første godt 100 sider bliver redegørelserne så udførlige at handlingen mister fremdrift. De mange møder på politigården hjælper med at samle trådene, men efterhånden får jeg også gentaget forbindelser som jeg allerede selv har opdaget. Det er næsten som om Sivebæk indimellem føler sig forpligtet til at være læserens støttepædagog… – Det behøver han slet ikke. Det er selvfølgelig en balance, og jeg forstår godt fristelsen med så mange personer og indviklede handlingsforløb.. – Hans bedste scener viser dog at han sagtens kan fortælle uden at forklare det hele….
‘Ingen Dækning’ er først og fremmest en spændende og underholdende roman. Jeg har fulgt efterforskningen med stor nysgerrighed, og fortællingen har undervejs givet mig noget at tænke over. Det er en af dens store kvaliteter at spændingen rækker ud over selve kriminalgåden…
Jeg tror som nævnt at romanen ville have stået endnu stærkere med lidt færre forklaringer og gentagelser. Men det ændrer ikke ved min læseglæde eller min respekt for det omfattende arbejde der ligger bag. Jeg håber at ‘Ingen Dækning’ finder et stort publikum, og at Sivebæk får gode muligheder for at udfolde sit talent, for han har meget at byde på…
Jeg har været godt underholdt, og når Martin Dalsgaard næste gang bliver kaldt på arbejde, vil jeg gerne med…
Forlagsbeskrivelse
Fiktion med fødderne i virkeligheden
Ingen Dækning er en spændingsroman om terror, teknologi, efterforskning og et samfund, hvis vigtigste funktioner i stigende grad er afhængige af systemer, de færreste af os tænker over i hverdagen.
Romanen bevæger sig mellem det store samfundsmæssige perspektiv og menneskene midt i begivenhederne.
Peter Sivebæks egen baggrund som tidligere politibetjent og hans mangeårige erfaring fra telekommunikationsbranchen har været en del af fundamentet for romanens univers.
For at sikre den politifaglige og juridiske troværdighed har tidligere senioranklager Henrik Møller desuden fungeret som faglig sparringspartner under arbejdet med bogen.
Ingen Dækning er første bind i serien om Martin Dalsgaard.
Læs den. Lyt til den. Mærk stilheden
Discover more from Peters Verden...
Subscribe to get the latest posts sent to your email.