Filmomtale: ‘De otte bjerge’ – fra roman til film…

---

I min anmeldelse af Paolo Cognettis ‘De otte bjerge‘ har jeg skrevet om venskabet mellem Pietro og Bruno, deres forskellige livsvalg og forhold til det sted hvor de føler sig hjemme. Nu har jeg også set filmatiseringen som jeg varmt vil anbefale.

Den følger romanen tæt og har samme rolige tempo med plads til stilheden og det usagte. De smukke billeder fra de italienske alper viser både landskabets storhed og de barske vilkår livet deroppe byder på.

Modsætningen mellem de to venner kommer fint frem. Pietro er rastløs og søger ud i verden, men vender igen og igen tilbage. Bruno bliver hvor han føler sig hjemme selv når tilværelsen bliver stadig vanskeligere. Trods deres forskelligheder og lange adskillelser bevarer de et nært venskab hvor meget forbliver usagt.

Også Pietros forhold til sin far får plads i filmen. Faderen vækker hans kærlighed til bjergene, men de har svært ved at nå hinanden. Efter farens død opdager Pietro gennem Bruno sider af ham som han ikke selv kendte. Det er fint skildret, ikke mindst fordi filmen lader meget af det usagte mellem far og søn komme til udtryk gennem billeder og handlinger.

I romanen er Pietro fortæller, og vi oplever både Bruno og deres venskab gennem hans erindringer, tanker og tvivl. Hans beundring for Bruno præger også vores syn på ham. Filmen bevarer noget af Pietros fortællerstemme, men lader i højere grad billederne og skuespillet gøre arbejdet. Vi kommer tæt på personerne på en anden måde, men jeg savnede indimellem den indsigt i Pietros tanker som bogen giver.

Lara savnede jeg også noget af. I romanen træder hun tydeligere frem som en selvstændig person, ikke blot som fornuftens stemme over for Brunos stædighed. Hun elsker ham, holder af livet i bjergene og arbejder hårdt for at få deres fælles tilværelse til at fungere. Derfor gør det indtryk da hun til sidst må give op. Hun har gentagne gange forsøgt at få Bruno til at tage de økonomiske problemer og familiens fremtid alvorligt, men han vil ikke ændre kurs. I bogen bliver det tydeligere at han med sin stædighed selv er med til at ødelægge det liv de kunne have haft sammen. På lærredet fylder Laras kamp mindre, og derfor kan Brunos skæbne lettere opleves som noget uundgåeligt.

Jeg var glad for at møde Pietro og Bruno igen. Filmen gav mig nye billeder af deres verden, men også lyst til at vende tilbage til romanen og alt det der ligger mellem linjerne. Begge oplevelser har deres styrke, og jeg ville nødig undvære nogen af dem.

Hvad synes I…?

Filmen har for resten den skønneste filmmusik, hør smagsprøve i traileren længere nede… 🙂

Kan ses på Filmstriben.

---

Grand teatrets præsentation af filmen ved premieren

‘Jeg har svært ved at komme i tanke om en smukkere og renere film om kærlighed end dette drama om to mænds venskab på en bjergside i Alperne.’ Rasmus Brendstrup, Filmmagasinet Ekko (5 stjerner)

Felix Van Groeningen (The Broken Circle Breakdown) og partneren Charlotte Vandermeersch har begået et grandiost, bevægende og til tider helt elegisk opus om to mænd, der bliver barndomsvenner i en afsidesliggende landsby i bjergene nord for Aosta-dalen – og siden kæmper med at genetablere venskabet som voksne. Historien strækker sig over fire årtier, hvor de to mænd skiftevis nærmer sig og fjerner sig fra hinanden. Bruno (Alessandro Borgni) drages af ensomheden i de majestætiske bjerge, mens Pietro (Luca Marinelli) søger ud i verden – og undervejs tager ophold i Himalaya, hvor titlens otte bjerge befinder sig. Naturen nøjes nemlig ikke med at agere bagtæppe, men bliver definerende for de to mænd, der begge kæmper med at artikulere deres følelser. Sjældent er venskab skildret med større, indestængt intensitet. Man er undskyldt, hvis man fælder en tåre eller ti, for er der noget, som især Felix Van Groeningen mestrer, så er det fremmaningen af de helt store følelser – uden at forfalde til melodrama.

---

• Anmeldelse i Filmmagasinet Ekko

---

Trailer