Boganmeldelse: ‘De otte bjerge’ af Paolo Cognetti

---

Det er jo herligt at læse bøger med fremdrift, gang i den… – Men en gang imellem er der også rart at læse i et andet tempo hvor sprog, miljø og relationer er i centrum…

Sådan en bog er’ De otte bjerge‘… – Cognettis lune humor, hans sanselige sprog og hans fine blik for menneskers indbyrdes forhold gjorde romanen til en bog jeg hele tiden havde lyst til at vende tilbage til…

Pietro vokser op i Milano, men tilbringer somrene i en lille landsby i de italienske Alper. Her møder han Bruno der er vokset op blandt bjergene. Deres venskab følger dem ind i voksenlivet, og undervejs får også Pietros forhold til sin far stor betydning. Det er Pietro selv der som voksen fortæller historien. Han ser tilbage på sin barndom og ungdom og forsøger at forstå både sig selv og de mennesker der har formet hans liv.

Jeg holdt meget af Cognettis sanselige beskrivelser af lærkeskovene og den næsten forladte landsby… Man mærker kulden fra elven, ser lyset mellem træerne og fornemmer stilheden i de gamle huse. For Pietro er landskabet tæt forbundet med de mennesker han har kendt, og minderne vækkes når han vender tilbage…

Det var ikke mindst venskabet mellem Pietro og Bruno der optog mig. De holder af hinanden selvom de lever vidt forskellige liv og ofte har svært ved at nå hinanden. Bruno er stolt, omsorgsfuld og trofast – en mand der kan bygge og reparere næsten hvad som helst, men som har sværere ved at håndtere det der går i stykker mellem mennesker. Pietro er mere søgende og iagttagende, men også tilbageholdende når andre kommer ham for nær. Indimellem havde jeg svært ved at forstå ham, og hans tilbøjelighed til at holde andre på afstand kunne irritere mig. Tag dig dog sammen, mand…

Noget af det der giver romanen sit særpræg, er dens skildring af mænds følelsesliv. Som nævnt er Pietro og Bruno meget forskellige, men begge har svært ved at sætte ord på det der betyder mest for dem. De viser ofte deres venskab gennem det de gør for hinanden. Det kunne jeg sagtens sætte mig ind i, ligesom der var meget i Pietros forhold til sin far der fik mig til at tænke på mit eget liv…

Senere møder vi Lara som Bruno forelsker sig hovedkulds i. De deler kærligheden til bjergene, men det betyder ikke at de ønsker det samme af livet. Lara har sine egne drømme og grænser, og jeg kunne godt lide at hun ikke blot bliver en biperson i Brunos historie. Det er ikke altid let at forstå deres valg, men Cognetti lader heldigvis være med at udpege hvem der har ret, og hvem der tager fejl.

Noget af det jeg sætter pris på ved romanen er at jeg ikke altid får svar på mine spørgsmål. Hvorfor har Pietro så svært ved at komme tæt på andre – også de kvinder han møder? Er det noget han selv vælger, eller er der noget han ikke formår? Kunne Bruno have valgt anderledes? Cognetti forklarer ikke så meget, og det er jeg glad for. Jeg vil gerne selv have lov til at tænke videre…

Enkelte passager fandt jeg lidt langtrukne, og indimellem savnede jeg mere fremdrift. Men det ændrede ikke ved min interesse for personerne og deres indbyrdes forhold. Jeg havde hele tiden lyst til at læse videre.

Jeg vil især anbefale ‘De otte bjerge‘ til læsere der holder af romaner om mennesker og deres indbyrdes relationer, og som ikke behøver at få alle spørgsmål besvaret. Det er en fortælling der giver god plads til eftertanke, og som også kræver lidt tålmodighed undervejs.

Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på Silvia Avallones ‘Sort hjerte‘ som jeg tidligere har anmeldt. Ikke kun på grund af det italienske bjergmiljø og det sanselige sprog, men fordi begge romaner gjorde mig nysgerrig på mennesker hvis valg jeg ikke altid forstod. De gav mig noget at tænke videre over. Måske vil ‘De otte bjerge‘ også være noget for dig hvis du holdt af ‘Sort hjerte‘?

For hvor godt kender vi egentlig de mennesker vi holder af? Og hvor gode er vi til at fortælle dem hvad de betyder for os?

Har I læst De otte bjerge? Hvad gjorde størst indtryk på jer?

---

Forlagsbeskrivelse

En rørende fortælling om to drenges venskab, der vokser frem i bjergenes barske landskab.

En dybdegående dannelsesroman om relationer og tilhørsforhold i bjergenes skær.

Pietro, der stammer fra Milano, og Bruno, som er opvokset ved Monte Rosas fod, mødes for første gang, da Pietros familie lejer et lille hus i den bjergtagende by Grana. Gennem stilhed og fælles oplevelser udvikler deres venskab sig langsomt og stærkt midt i naturens rå omgivelser. Bjergenes majestæt væver deres liv og relationer sammen, fra barndommens uskyld til voksenlivets kompleksitet, og binder også deres forældre tættere sammen.

De otte bjerge er en intens og eksistentiel fortælling om drengevenskabets dybde og betydning. Paolo Cognetti er blevet anerkendt som et nyt litterært talent i Italien